Emil Nolde selv forklarer i sin selvbiografi, hvordan han fandt frem til sin umiskendelige fortolkning af ekspressionismen: ”Pludselig blev jeg drevet mod noget helt andet. […] Det var en hård kamp med farverne, med midlerne, med teknikken. Alt det overtagede, det lærte, var intet værd, alt måtte genopfindes.“ (II, 100, 107)
EKSPRESSIONISMENS FARVEMAGIKER
Emil Nolde, Lyse georginer og solsikker (udsnit), maleri 1943
På dette tidspunkt, i starten af det 20. århundrede, er Nolde allerede over 30 år gammel. Hans ubetingede ønske om at blive kunstner havde ført bondesønnen, født i 1867, fra hjemegnen og ud i verden. Nolde fremskyndede sin uddannelse som fri kunstner i sine rejseår på private malerskoler.
Måske allerede i 1901 havde han beundret Vincent van Goghs opsigtsvækkende moderne kunst. Den nye ekspressive udtryksform fulgte en postimpressionistisk periode. Det indså en gruppe af ca. 20 år yngre kunstnere rundt omkring maleren Karl Schmidt-Rottluff. I 1906 udtalte han sig på vegne af kunstnerfællesskabet »Brücke« i anerkendelse af Noldes' »Farbenstürme« (Farvestorme) og inviterede ham til at blive medlem. Nolde var kun med i gruppen i kort tid og stiliserede sig efterfølgende som en enspænder blandt ekspressionisterne.
Noldes kunstneriske vokabular er overordentligt rig: rene, kraftfulde farver, der er løsrevet fra naturens fremstilling, og som han sætter i kontrast til hinanden. Han lader bevidst lærredet være synligt nogle steder, farvepåføringen er varieret, og hans dynamiske penselstrøg skaber levende billedoverflader. Et særkende ved Noldes værker fra 1914 er også de stærkt farvede grundfarver, der bidrager til billedets virkning. Afslutningsvis bruger han sin signatur omhyggeligt som varemærke i farvevalg og placering som et designelement.
Nolde lader os tage del i hans subjektive syn på verden: hvad enten det er i lysende blomsterbilleder, brusende skildringer af havet, nordfrisiske landskaber præget af mægtige skyer, hans spøgelsesagtige fantasier, egenrådige religiøse malerier, frie figurmalerier, herunder stærke portrætter, hvor Nolde gerne vil gengive den afbildede persons karakter.
I slutningen af sit liv kunne Emil Nolde, der døde i en alder af 88 år i 1956, registrere mere end 1300 oliemalerier og ca. 10.000 akvareller. Den dag i dag anses han stadig for at være ekspressionismens ”farvemagiker” og ”akvarellens mester”. Kunstneren opsummerede det således: ”Kunsten selv er netop mit sprog.” (II, 133)
